ErikHohwu


Gå til indhold

Reden


Reden

Reden blev bygget på Vesterbro i København i 1983, hvor KFUKs Sociale Arbejde synes nok var nok og slog ring om de gadeprostituerede.

I Reden får kvinderne et pusterum fra den barske hverdag på gaden.
Helt gratis.
De får et varmt bad, et måltid mad, en seng for natten.
En skulder at græde ved eller måske bare lidt fred.
Og de får hjælp og rådgivning til at komme ud af prostitutionsmiljøet (og deres stofmisbrug, hvis de har sådan et).

Det er Redens opgave at arbejde for - og blandt - danske og udenlandske gadeprostituerede.
Reden ønsker at styrke den gadeprostitueredes evne til at drage omsorg for sig selv og styrke hendes tro på egne ressourcer.
På den måde får den gadeprostituerede måske motivationen til - og håbet på - at hun kan skabe sig en fremtid uden prostitution og misbrug.
Reden støtter også den gadeprostituerede i forbindelse med hendes kontakter med offentlige myndigheder, som kan være en barsk omgang fra tid til anden med alle vores - dine og mine - fordomme og fordømmelser.

Endelig arbejder Reden politisk på alle mulige og umulige måder for at bedre de gadeprostitueredes kår.

Hvis du har en time til overs, kan du måske også hjælpe Reden med at koge en suppe sammen en gang i mellem?
Ring da og spørg, hvis du har lyst. Eller send en mail.
Som udgangspunkt er det kun kvinder, der kan være til stede i Reden i åbningstiden.
Stedet er hundrede procent mandefri zone, når det åbner hen på eftermiddagen og rækker ud for at tage imod dem, der har behov.
Men derfor må du godt mande dig op til at hjælpe.
Måske er du en handymand, der gerne vil hjælpe med at hænge nogle skabe og lamper op?
Eller måske er du fotograf og vil gerne hjælpe med at lave fine billeder til hjemmesiden?
Er du bager og har brød til overs?

Ring straks til

Reden København
Gasværksvej 24
1656 København V
Telefon 3323 4052
E-mail: koebenhavn@reden.dk

Spørg efter daglig leder Rix - eller hvem som helst. Bare se at få løftet røret og tastet nummeret.


Tilbage til indholdet | Tilbage til hovedmenuen